På grund af denne lille artikel har jeg her til formiddag fået en sky af vrede emails fra mangalæsere, som alle er harmdirrende over at jeg i mine udtalelser fremstiller manga som et barnligt fænomen, kun for børn. Hvis du også har læst den artikel og er sur, så læs lige videre nedenfor, så bliver du forhåbentlig glad igen…

1) Før vi overhovedet når til sagen, så lad mig understrege at jeg selv er en begejstret mangafan. Jeg læser næppe de samme titler som de fleste af jer (jeg er vild med Tezuka, Urasawa, Yokoyama, Taniguchi, Tsuge m. fl.) men jeg er en ivrig læser, og bruger mange penge på engelskoversat manga. Så er DEN på plads.

2) Nogle af de vrede mails synes indirekte at give udtryk for at børnekultur på en eller anden måde ikke er noget, der er værd at bruge opmærksomhed på. Jeg er uenig, og er tværtimod meget begejstret for de store mainstream-mangaer, der udkommer i dansk oversættelse. Men jeg tror faktisk ikke at der er mange voksne, der køber “One Piece”, når de skal hygge sig med en god læseoplevelse.

OKAY, til sagen!

a) Det var NETOP “One Piece”, “Naruto” og “Dragonball”, jeg snakkede med journalisten om, da bemærkningerne om børnekultur faldt. Det er desværre ikke røget med i artiklen, men sådan er det med avisartikler. I den verden er halve citater, moderate misforståelser og skarpe vinkler business as usual. Jeg tror de fleste af jer er enig med mig i, at de tre titler kan læses fra 8-9-årsalderen.

b) Jeg var nok uklar i mine formuleringer – og det beklager jeg, det er min skyld – da jeg talte om det “barnlige”. Her havde jeg halvgamle serier a la “Tokyo Mew Mew” i hovedet. Jeg mener helt klart at den type manga yderst selvbevidst og kløgtigt betjener sig af barnlige indfald, fjollede replikker og så videre – men derfor synes jeg ikke de er dårlige, tværtimod. Jeg fortalte journalisten, at europæiske billedbøger og tegneserier for børn og unge måske var gået hen og blevet lidt kedelige voksenformynderiske, sobre og smagfulde, men på den kedelige måde, og at jeg var en stor beundrer af den ligefremme og – i almindelig vestlig optik – ofte skamløse ligefremhed, man møder i fx “Tokyo Mew Mew” eller “Kare First Love”. Det kom så heller ikke med i artiklen.

c) Jeg beklager at jeg ikke tydeligt nok fik sagt at manga også har fat i ældre grupper af unge. Det var dumt, men skyldtes at journalisten var interesseret i børnetegneserier, og det forblev altså vinklen.

Og så håber jeg vi alle sammen er gode venner igen!

Kærlig hilsen
Thomas Thorhauge
Formand for Dansk Tegneserieråd

Sagen om muhammed-tegningerne synes ikke at ville dø: efter en dansk-somalisk mands økseangreb på Kurt Westergaard, viste en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, at der i kølvandet på muhammed-krisen hersker ”massiv selvcensur i kulturlivet” i Danmark. Undersøgelsen viste bl.a. at 12% af de adspurgte kunstnere og forfattere m.fl. har droppet et eller flere projekter af frygt for trusler, samt at 47% mener at ytringsfriheden er truet i Danmark. Undersøgelsen medførte en større debat, og blev selv mål for kritik.

Hvis tallene holder, er det naturligvis problematisk. Men noget tyder på, at selvcensuren giver sig udtryk andre steder end man umiddelbart kunne forvente. Sagen om Lauritz.coms afvisning af Kurt Westergaards uskyldige akvarel var fx udtryk for en komplet overproportioneret skræk, og taget mediebevågenhedens omfang i betragtning, en særdeles skadelig ængstelse.

Problemet er jo, at det tilsyneladende ikke længere er muligt at tegne muhammed uden at blive en del af en ekstremt ophedet agenda, på den ene eller anden måde. Når fx Kathrine Lilleør i DR2s Deadline groft forsimplet giver udtryk for at tegnere bare har af at bruge den ytringsfrihed, som hun, Naser Khader og andre har kæmpet for, så lokker det ikke ligefrem. En ting er skrækken for vold og trusler, en anden er at blive spændt for fx Trykkefrihedsselskabets dubiøse vogn.

I Danmark har alle både ret til og ret til ikke at tegne muhammed. Det er dog vigtigt at tankens frihed fastholdes som princip og i gerning – det er en grundpræmis for en lang række andre værdier, vi skatter i Vesten. I øjeblikket kan det desværre være vanskeligt at se hvordan det princip forsvares uden at man samtidig bidrager til en uhensigstsmæssig konfrontatorisk linje.

En løsning kommer måske med caricature.dk. Under alle omstændigheder er det velgørende, at medlemmer af Foreningen af Danske Bladtegnere i kølvandet på flere års Cartoon Crisis har søsat et site, der ganske gratis dagligt opdateres med kommenterende tegninger. Claus Seidel, formand for Danske Bladtegnere forklarer: “Bladtegnere vil og skal blande sig i den løbende debat. Med initiativet vil
 vi understrege den tradition, der er for satiretegninger i danske aviser og 
andre medier, og caricature.dk skal vise verden, at talent og ytringsfrihed 
rækker langt ud over at fokusere på profeten Muhammed”.

Jeg håber indlysende at danske tegnere såvel som tegneserietegnere vil fortsætte deres metier i Seidels ånd.

– Thomas Thorhauge, Formand, Dansk Tegneserieråd

Med det nystiftede Dansk Tegneserieråd har tegneserien fået sin første egentlige interesseorganisation i Danmark. Det sker som konsekvens af, at tegneserien på trods af en rivende udvikling i udlandet stadig har trange kår herhjemme. Rådets formand og et af dets bestyrelsesmedlemmer tager her temperaturen på tegneseriekulturen i Danmark og opridser de mest centrale udfordringer.

Tegneserien er under forandring og den har det godt med det. Den har udviklet sig enormt i løbet af det sidste halvandet årti og står i dag som en af de mest vitale kunstformer, samtidig med at den i stigende grad leverer grundstoffet til filmens og de digitale mediers store underholdningsprodukter. Den generation der nu er blevet toneangivende i samfundet, både som producenter og konsumenter, er ikke alene vokset op med tegneserier, men er måske den første generation, som ikke per automatik rynker på næsen af mediet og ofte endda er opsøgende interesseret i dets muligheder. Læs mere »