Tag Archives: DR

Millionstøtte til Taynikma-film

Makkerparret bag tegneserie/billedbogshybriden Taynikma, Jan Kjær og Merlin P. Mann, er blevet tildelt 1,6 mio. kroner af Animationspuljen under Filminstituttet til arbejdet på en 25 minutter lang animeret film i samme univers, der skal have premiere på DR til december. Zentropa producerer.

Ovenfor er den teaser de to har produceret, hentet fra deres YouTube-kanal, hvor man kan følge produktionen som den pågår. Dansk Tegneserieråds formand Thomas Thorhauge har taget sig en snak med Kjær om projektet på Nummer9.

Tegneserier som krigsreportage på DR2


I aften viser DR2 et italiensk dokumentarprogram om tegneserier som krigsreportage.

DR skriver:

“Art Spiegelmans grafiske roman om sin families holocausthistorie under Anden Verdenskrig åbnede manges øjne for tegneseriens muligheder. Den amerikanske tegner Joe Sacco har rapporteret både fra Palæstina og krigen i Bosnien i tegneserieform. Ted Rall har gjort det samme fra Afghanistan, Joe Kubert fra Sarajevo og Marjane Satrapi om Iran i sin grafiske roman Persepolis. Men hvad kan det tegnede univers i forhold til den skrevne reportage?”

Dokumentaren vises kl. 23.00 på DR2 og tidligere på aftenen, 20.50, sendes dokumentartegnefilmen Vals med Bashir, der senere også blev til en tegneserie (udkommet på dansk på Forlaget Fahrenheit).

Stor dansk tegneseriekonkurrence lanceres


Bibliotekernes nye hjemmeside for børn og unge Palles gavebod har i samarbejde med DR Ramasjang netop lanceret en landsdækkende tegneseriekonkurrence, der løber frem til den 8. august. Et dommerpanel bestående af tegneserieskaberne Michael Wulff, Anders Morgenthaler og John Kenn Mortensen bedømmer de indsendte bidrag og vinderne vil blive offentliggjort d. 26. august i programmet Ramasjang Live og på pallesgavebod.dk.

Temaet for konkurrencen er “grineflip” og eneste krav er, at bidragene afleveres i stribeform. Læs mere om konkurrencen her (pdf), og kig evt. forbi Palles gavebods månedstema, der leverer stof til inspiration.