I forbindelse med sin generalforsamling igår har Dansk Tegneserieråd udgivet en hvidbog, som kigger på tegneserieåret 2010 i tal.
Tegneserier i Danmark. Statusrapport 2010 bringer oversigter over danske tegneserier, oversatte tegneserier, hæfter med tegneserieindhold, tegneserier bragt i danske dagblade, tegneseriestøtte og endelig tegneseriepriser.
Det er første gang nogensinde, at en sådan hvidbog produceres, så det er af gode grunde svært at sammenligne 2010 med tidligere år, men der er ikke desto mindre interessante oplysninger at finde i bogen.
Man kan måske godt gå og synes, at der udkommer meget få tegneserier i Danmark, men faktisk kom der i 2010 hele 247 selvstændige tegneserieværker (dvs her medregnes ikke kioskhæfter). Af dem var 73 danske (30%) og 174 oversatte (97 europæiske (39%), 45 japanske (18%), 31 nordamerikanske (13%) og 1 israelsk).
Til sammenligning var fordelingen i Sverige 99 svenske (43%) ud af 230. Sverige har ry for at have et blomstrende miljø af tegnere, og andelen af hjemmerørte værker er da også større end i Danmark, men husker man på, at der er over halvanden gange flere svenskere end danskere, er 73 danske tegneserier ikke uimponerende.
Man kan måske også gå og tro, at alle tegneserierne herhjemme kun udgives af en håndfuld forlag, men faktisk var der 25 forlag, som udgav danske tegneserier i 2010. Flest danske tegneserier udgav Aben maler (11), JNP Press (8) og Forlaget Forlæns (7).
16 forlag udgav oversatte tegneserier. 5 forlag udgav til sammen 147 stk eller 84% af de oversatte: Carlsen (41), Cobolt (34), Egmont Serieforlaget (29), Faraos Cigarer (23) og People’s Press Jr. (20).
Til gengæld sidder Egmont Serieforlaget tungt på tegneseriehæfterne. Der blev udgivet 18 forskellige hæfter med tegneserieindhold, hvor to var engangsforeteelser, og 15 blev udgivet af Egmont Serieforlaget. Således er Alpha Entertainment med Comic Party reelt den eneste udgiver på markedet ud over Egmont.
Der bringes i alt 51 avisstriber i de danske dagblade. De amerikanske striber er førende (25 striber), herefter følger Danmark (19), Norge (3), Storbritannien (3), Finland (1) og Sverige (1). De mest populære striber er Carsten Graabæks Statsministeren/Her går det godt, som bringes i 22 aviser, Jim Davis’ Garfield (17) og Chris Brownes Hagbard (15).
Der er flere detaljer at hente i Tegneserier i Danmark. Statusrapport 2010, som koster 80 kr (henvendelse til forlaget Fahrenheit) og udsendes gratis til medlemmer af Dansk Tegneserieråd. Endvidere kan rapporten læses som pdf lige her:
Sommeren går på hæld og det er tid til et nyhedsbrev fra Dansk Tegneserieråd. Der er sket meget siden vi sidst udsendte et af slagsen, op til generalforsamlingen i marts. Her er hovedlinierne, groft ordnet efter Rådets erklærede fokusområder:
1. Oprettelsen af en tegneseriemuseum/ tegneserievidenscenter
Rådet har over sommeren været involveret i et konkret forsøg på at finde et nyt hjem for Tegneseriemuseet i Danmark. Det er en lang proces at give et fremtidigt tegneseriemuseum de rigtige rammer, og den konkrete mulighed viste sig ikke at være den rette løsning. Rådet fortsætter arbejdet. For mere information kontakt Thomas Thorhauge.
2. Tegneserier i undervisningen
Arbejdsgruppen for undervisning i tegneserier og brug af tegneserier i undervisningen i folke- og gymnasieskolerne er i gang med at afdække hvilke behov gymnasielærerne i første omgang har i forhold til at bruge tegneserier i undervisningen. På sigt ønsker vi at udarbejde undervisningsmateriale til folkeskolen – som bl.a. kan hentes fra skolerne fælles portal emu.dk – og gymnasiet, men i første omgang vil vi informere om allerede eksisterende materiale på Rådets hjemmeside. Derudover arbejder vi på at kunne indgå i undervisernes og hhv. børne- og skolebibliotekarernes efteruddannelsesforløb. For mere information kontakt Marianne Eskebæk Larsen.
Paul Gravett og Chris Ware i samtale på konferencen
3. Forskning i tegneserier
Tidligere på sommeren stod Rådet som medarrangør på den ambitiøse internationale akademiske konference om tegneserier ”Contemporary Comics”. Konferencen blev afholdt på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab fredag d. 21 maj, lige op til den store danske tegneseriefestival Komiks.dk. Den præsenterede 12 akademiske papers fra et internationalt udvalg af forskere og gæstedes bl.a. af Chris Ware. Hovedarrangør var Rikke Platz Cortsen, der i forårssemestret havde ledet et kursus om tegneserier på IKK og var med til at eksaminere sine studerende live på Komiks.dk-festivalen. Læs mere og se billeder her på Rådets hjemmeside.
Oven på den succes drøfter Rådet pt. hvad næste skridt på dette område skal være. For mere information kontakt Matthias Wivel.
Bestyrelsesmedlem Louise C. Larsen i Rådets stand på Komiks.dk
4. Komiks.dk
Udover det ovenfor nævnte akademiske samarbejde, sponsorerede Rådet invitationen af den britiske tegneserieekspert Paul Gravett til Københavns internationale tegneseriefestival Komiks.dk i Øksnehallen 22-23 maj. Udover at interviewe Chris Ware på ”Contemporary Comics”, var Gravett ordstyrer i adskillige af festivalens paneldebatter og præsenterede desuden selv sit mangeårige arbejde med tegneserier. Rådets formand Thomas Thorhauge og bestyrelsesmedlemmer Steffen R. Maarup og Matthias Wivel var derudover involverede i festivalens program, til hvilke de bidrog som arrangører af flere paneldebatter og kunstnerinterviews.
I forbindelse med festivalen optrådte Rådets formand, Thorhauge, bl. a. i Skønlitteratur på P1 og Rådet arrangerede i samarbejde med de nystartede danske tegneseriewebsite Nummer9.dkvideodækning af festivalen, udført af Cav Bøgelund og Tue Søttrup. Det blev til en række interviews med danske tegneserieskaber og -aktivister, heriblandt nogle af Rådets bestyrelsesmedlemmer.
Rådet havde derudover en officiel stand på festivalen, hvor interesserede faldt forbi til en diskussion af deres ønsker og de muligheder, der ligger i Rådets arbejde. Dansk Tegneserieråd takker for alle gode input.
Rasmus Bregnhøi, Christian Skovgaard og Ron Regé, Jr. til Tegneseriebeats i Vegas Ideal Bar
5. Arrangementer
I løbet af foråret og sommeren har Rådet med stor succes lanceret Tegneseriebeats i samarbejde med Musikhuset Vega i København. Det er foreløbig blevet til tre arrangementer, hvor der er blevet tegnet live til musik. Gæsterne har foreløbig været Philip Ytournel (Politiken), Christoffer Zieler (Weekendavisen) og Rikke Villadsen (Pibemanden), Ron Regé, Jr. (Piger mod smerte), Christian Skovgaard (Selvtægtsmanden), Rasmus Bregnhøi (Lille Miss Nobody), Ib Kjeldsmark (Sloth), Cav Bøgelund (Superligaen #378) og Mikkel Sommer (Z), mens musik har været leveret af DJ M. Dejean og DJ TribleMe. Se billeder fra arrangementerne her, her og her. I forbindelse med sit besøg i Danmark, deltog amerikanske Ron Regé desuden i en kunstnersamtale med Christoffer Zieler på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Næste Tegneseriebeats afvikles i morgen søndag, d. 22 august, kl. 12.00 i Fælledparken i forbindelse med Mellemfolkeligt Samvirkes Fair Fælled-arrangement. Bag tegnebordet er denne gang Ina Korneliussen (Marianne – Mareridt i Mullebølle), Allan Haverholm (Resistansen) og Erik Petri (Politiken). Deres tegninger vil blive auktioneret kl. 15.30. Indtægten går til MS’ arbejde med Zimbabweanske bomuldsbønder. Kom friske!
Vi er blevet opfordret til at rykke Tegneseriebeats til Århus, og til det formål har vi brug for medlemmernes hjælp. Har man kendskab til velegnede locations, tegnere og musikere bedes man derfor kontakte Marianne Eskebæk Larsen.
I efteråret planlægger Rådet i øvrigt to tegneseriesaloner, et om billedsatire og ytringsfrihed og et om tendenser i tegneserien ved vores egen ekspert Matthias Wivel.
J.F. Willumsens Museum har udskrevet konkurrence om en ny tegneserie over Willumsens liv og værk med deadline 31. december. Da vi i Rådet tænkte, at ord og billeder over denne uregerlige kunstner vil få endnu flere til at tegne med, har vi i samarbejde med J.F. Willumsens Museum og Blågårdens Bibliotek arrangeret et foredrag over urkraften og kunstneren J.F. Willumsen. Mag.art. Anne Gregersen fortæller om ham torsdag d. 9. september kl. 16 på Blågårdens Bibliotek, Blågårds Plads. Foredraget er gratis, og alle interesserede er meget velkomne.
7. Tegneserien i ministerielt regi
Rådet holder opmærksomt øje med Kunstrådets uddelinger af støtte til tegneserieskabere og tegneserieprojekter og arbejder i øjeblikket på en mere målrettet handlingsplan i den forbindelse. Rådet savner overordnet en klarere holdning til tegneserier fra både Kunstrådets og Kulturministeriets side, både i forhold til støtte og andre aktiviteter.
Rådet beklager også den uhensigtsmæssige og utidige sammenkobling af tegnet kultur og børnekultur, som f.eks. Kulturministeriets Illustratorpris indikerer – prisen vindes kun af børnebogs- og børnetegneserietegnere. Samtidig har Rådet bidraget til den sag, Foreningen Danske Tegneserieskabere pt. fører i Kulturministeriet, som omhandler den skæve biblioteksafgift, der kraftigt favoriserer børnetegneserier over voksentegneserier. Rådet håber snart at bringe nyt om en evt. afklaring. For mere information kontakt Thomas Thorhauge..
8. Officiel dansk tegneseriepris
I forbindelse med ovenstående, har Rådet tidligere udtrykt forhåbninger om at kunne medvirke til oprettelsen af en officiel årlig tegneseriehæderspris i kulturministerielt regi. Disse planer er fortsat i opstartsfasen. For mere information kontakt Steffen R. Maarup
Fra Ron Regé, Jrs. Piger mod smerte
9. Hvidbog om tegneseriens status
Det er fortsat Rådets ambition årligt at kunne præsentere en registrant over danske tegneserieudgivelser. Rådet håber at kunne præsentere første udgave i det nye år. For mere information kontakt Carsten Søndergaard.
10. Tegneserieskaberuddannelse The Animation Workshop i Viborg arbejder fortsat på at få detaljerne på plads i forhold til den tegneserieskaberuddannelse, Dansk Tegneserieråd har bistået dem med. Det er en lang, kompliceret proces, men signalerne er gode. For mere information kontakt Johan F. Krarup.
Bestyrelsen i Dansk Tegneserieråd takker alle vore samarbejdspartnere og alle der har vist rådet interesse for en god sommer. Mest af alt takker vi Rådets medlemmer, der sikrer arbejdet i tegneseriens tjeneste. Tøv endelig ikke med at kontakte os, hvis I har ideer, kommentarer, eller gerne vil deltage aktivt Rådets arbejde.