Tag Archives: Ole Comoll Christensen

Frank Madsen træder ud af Danske Tegneserieskaberes bestyrelse

Under Foreningen af Danske Tegneserieskaberes generalforsamling onsdag, annoncerede bestyrelsesmedlem Frank Madsen, at han ikke agtede at genopstille. Dermed er foreningens stifter ude af bestyrelsen, og efter 23 års bestyrelsesarbejde er det naturligvis en markant begivenhed. Blandt Frank Madsens bedrifter i foreningsregi er bl.a forhøjelsen af biblioteksafgiften til tegneserier og meget mere.

Frank Madsens plads blev overtaget af Dan R. Knudsen, der blev valgt til nyt medlem af bestyrelsen. Knudsen præsenterede sidst på mødet medlemmerne for en næsten-færdigudviklet tegneserieapp, som Nummer9 vender tilbage til senere (læs om den her).

Til mødet var der valg til foreningens Seriefond, som uddeler CopyDan-midler videre i form af arbejdslegater til tegnere. Fonden bestyres af et tremandsudvalg, hvor medlemmerne udskiftes forskudt hvert andet år. Freddy Milton trådte ud, og erstattedes af Palle Schmidt, som sammen med Ole Comoll Christensen og Johan F. Krarup skal uddele penge efter 1. marts.

Nyt udvalg til Danske Tegneserieskaberes fond


Foreningen Danske Tegneserieskabere afholdte i forgårs generalforsamling på Østerbro i København. Her blev bestyrelsen, bestående af Frank Madsen, Ingo Milton, Sussi Bech, Freddy Milton, Michael Jensen og Jan Kjær genvalgt, og sidstnævnte fortsætter som formand.

Blandt foreningens mere betydningsfulde opgaver er uddelingen af Copydanmidler, som foreningens bestyrelse og medlemmer afsætter som mindre arbejdslegater, der kan søges af alle med et tegneserieprojekt. Pengene uddeles af et tremandsudvalg, udpeget af foreningen, der en gang om året vurderer de indsendte ansøgninger. To af udvalgets sæder skulle i aftes besættes af nye folk, og her blev Ole Comoll Christensen og Johan F. Krarup valgt, mens Freddy Miltons periode fortsætter til næste generalforsamling.

Foreningens nyvalgte bestyrelse afventer Copydan for puljens endelige størrelse. Deadline for ansøgninger er 1. februar. Læs mere her.

Kun to tegneserieprojekter modtager støtte fra Statens Kunstråd

Listen med modtagere af støtte fra Kunstrådets “generelle midler” er nu offentliggjort, og den afslører, at kun to tegneserierelaterede projekter modtager støtte i denne omgang. Det drejer sig om Henrik Rehr, der har modtaget kr. 100.000 til tegneserien Trigger, og Ole Comoll, der har modtaget kr. 50.000 til tegneserien Aften på Jorden. Kunstrådet offentliggør ikke afviste ansøgninger, hvorfor det sædvanen tro er svært at bedømme Rådets valg.

Læs Dansk Tegneserieråds opgørelse af uddelingerne for 2009 her. En lignende oversigt for 2010 vil være at finde her, når modtagerne af støtte fra Biblioteksafgiftspuljen, der har ansøgninsfrist 1. oktober, offentliggøres.

Ole Comoll Christensen i 2006, fotograferet af Matthias Wivel.