You are currently viewing Dansk Tegneserieråds formand om selvcensursdebatten

Dansk Tegneserieråds formand om selvcensursdebatten

Sagen om muhammed-tegningerne synes ikke at ville dø: efter en dansk-somalisk mands økseangreb på Kurt Westergaard, viste en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, at der i kølvandet på muhammed-krisen hersker ”massiv selvcensur i kulturlivet” i Danmark. Undersøgelsen viste bl.a. at 12% af de adspurgte kunstnere og forfattere m.fl. har droppet et eller flere projekter af frygt for trusler, samt at 47% mener at ytringsfriheden er truet i Danmark. Undersøgelsen medførte en større debat, og blev selv mål for kritik.

Hvis tallene holder, er det naturligvis problematisk. Men noget tyder på, at selvcensuren giver sig udtryk andre steder end man umiddelbart kunne forvente. Sagen om Lauritz.coms afvisning af Kurt Westergaards uskyldige akvarel var fx udtryk for en komplet overproportioneret skræk, og taget mediebevågenhedens omfang i betragtning, en særdeles skadelig ængstelse.

Problemet er jo, at det tilsyneladende ikke længere er muligt at tegne muhammed uden at blive en del af en ekstremt ophedet agenda, på den ene eller anden måde. Når fx Kathrine Lilleør i DR2s Deadline groft forsimplet giver udtryk for at tegnere bare har af at bruge den ytringsfrihed, som hun, Naser Khader og andre har kæmpet for, så lokker det ikke ligefrem. En ting er skrækken for vold og trusler, en anden er at blive spændt for fx Trykkefrihedsselskabets dubiøse vogn.

I Danmark har alle både ret til og ret til ikke at tegne muhammed. Det er dog vigtigt at tankens frihed fastholdes som princip og i gerning – det er en grundpræmis for en lang række andre værdier, vi skatter i Vesten. I øjeblikket kan det desværre være vanskeligt at se hvordan det princip forsvares uden at man samtidig bidrager til en uhensigstsmæssig konfrontatorisk linje.

En løsning kommer måske med caricature.dk. Under alle omstændigheder er det velgørende, at medlemmer af Foreningen af Danske Bladtegnere i kølvandet på flere års Cartoon Crisis har søsat et site, der ganske gratis dagligt opdateres med kommenterende tegninger. Claus Seidel, formand for Danske Bladtegnere forklarer: “Bladtegnere vil og skal blande sig i den løbende debat. Med initiativet vil
 vi understrege den tradition, der er for satiretegninger i danske aviser og 
andre medier, og caricature.dk skal vise verden, at talent og ytringsfrihed 
rækker langt ud over at fokusere på profeten Muhammed”.

Jeg håber indlysende at danske tegnere såvel som tegneserietegnere vil fortsætte deres metier i Seidels ånd.

— Thomas Thorhauge, Formand, Dansk Tegneserieråd

Skriv et svar