medlemskampagne-tekst

Styrk tegneserien – bliv medlem!

Du kan blive medlem af Dansk Tegneserieråd som virksomhed, institution eller enkeltperson. Meld dig ind her »Læs mere

På Jagt efter Tegneseriens DNA i Aarhus

1. juni løber et større tegneseriearrangement af stabelen i Århus, præsenteret af Blækfabrikken og Danske Tegneserieskabere. Pressemeddelelsen lyder således:

Blækfabrikken og Danske Tegneserieskabere inviterer til tegneseriebeats, tegn og gæt og en spændende paneldebat over temaet ”tegneseriens DNA”. Mød tegnere og debattører, få en god snak, få signeret en tegneserie eller få tegnet en lille tegning du kan tage med hjem. Der vil også være lodtrækning om tegneserier doneret af forlagene Fahrenheit, Alvilda og Politisk Revy.

Deltagere: Palle Schmidt (Blodets Konkubine), Peter Madsen (Valhalla, Menneskesønnen, Troldeliv), Rikke Cortsen (Ph.d. i tegneserier, KU), Thomas Nøhr (Elefantæg, Kaptajn Arno), Stine Spedtsberg (Stinestregen), Carsten Gråbæk (Statsministeren), Svend Østergaard (lektor ved Center for semiotik, AU), Erik Barkman (redaktør på tegneseriemagasinet nummer9.dk), Jan Kjær (Taynikma). Konferencier: Dan R. Knudsen (Flush Royale, The Gobe)

Det lille og intime teater Gruppe 38 skaber rammerne for en tophyggelig aften i selskab med tegneserien. Den aarhusianske Dj Matthæus C er efter en periode på den berlinske undergrundsscene vendt hjem til Aarhus og sørger at aftenens tegneseriebeats bliver krydret med en supersprød lydside.

Skynd dig at købe en billet – vi har kun relativt få til salg! Billetterne koster 110 kr og inkluderet i prisen er et eksemplar af tegneserieantologien inKurabel.

Køb her: billetto.dk/tegneseriensdna
For løbende information følg med på http://blaekfabrikken.dk/dna/
Kontakt: Niels Kallesøe Sørensen – 60600567/nielskallesoe@gmail.com

Dansk Tegneserieråds generalforsamling 2012 — referat

Formand Thomas Thorhauge taler


Referat fra Dansk tegneserieråds generalforsamling afholdt i København 27. marts 2012.

Dagsorden:

1. Valg af referent og ordstyrer
2. Bestyrelsens beretning
3. Regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg til bestyrelsen
7. Valg af revisor
8. Spørgsmål fra salen

Johan F. Krarup vælges til referent og Carsten Søndergaard til ordstyrer

Bestyresens beretning
v. formand Thomas Thorhauge:

Dansk tegneserieråds arbejdsår har udmøntet sig i en række festlige indslag, først og fremmest tegneseriebeats, og Pingprisen. Dertil kommer det fortsatte arbejde for oprettelsen af en tegneserieuddannelse i Viborg, som nu er tæt på at være en realitet.

Her følger en status for de enkelte arbejdsområder:

Uddannelsen
Lars Horneman og Allan Haverholm lavede det indledende arbejde med at besøge uddannelsesinstitutioner (Designskolen i Kolding og The Animation Workshop i Viborg). Viborg udviste interesse og havde mange ideer. Viborg har i forvejen fire retninger indenfor animation og tegning. Deres fokus er højt håndværksmæssigt niveau. Thorhauge, Cav Bøgelund, Peter Dyring-Olsen, Kim Hagen og Morten Thorning har været del af det team, der har udformet indholdet i tegneserieuddannelsen. En af faldgruberne har været, om der er job til færdiguddannede tegneserietegnere.

Uddannelsens form: 4-årig uddanelse, 16 elever pr. årgang, optagelse hvert andet år.

I screeningsprocessen havde begge designskolerne indvendinger mod tegneserieuddannelsen. Thorhauge har med Morten Thorning været på en rundrejse til designskolerne for at udrede nogle knaster, så skolernes indvendinger er bortfaldet. The Animation Workshop mangler stadig 1 mio. kr, men ser ikke store problemer i at skaffe dem. Uddannelsen er en auteur-uddannelse. Den er lagt bredere an end på tegneserieproduktion — dvs. en uddannelse i grafisk fortælling — i vidt omfang rettet mod arbejdsmarkedet.

Uddannelsen har været en af Dansk Tegneserieråds hovedmålsætninger, så vi ser det som en kæmpe succes, hvis/når den bliver realiseret.

Pingprisen 2012
Genoplivningen af Pingprisen var en stor succes (der blev udsolgt, så flere gik desværre forgæves). Planen var at samle et netværk af partnere, der kunne lave en kritikerpris. Meget kan forbedres til fremtidige prisuddelinger, men vores målsætning var at søsætte prisen og så forbedre den ad hoc undervejs.

En kulturministeriel pris til tegneserieskabere arbejder vi stadig på, men vi er stadig internt uenige om, hvor strengt tegneserierelateret en sådan pris skal være og hvordan den bør forholde sig til Kulturministeriets eksisterende illustratorpris.

Museum
I disse år er der ingen politisk medvind og slet ikke økonomi til nye museer, så Tegneserierådet har lagt vægt på fremtidige rammer for Anders Hjorth Jørgensens store samling i Tegneseriemuseet i Danmark. Louise C. Larsen forhandler med Storm P.-Museet, hvis direktør i det forløbne år har fundet plads til 50 hyldemeter af museets samling. Storm P.-Museet har status som kunstmuseum og er derfor primært interesseret i originaltegninger. Men Rådets holdning er, at det for tegneseriens vedkommende er den trykte tegning, der er den sande original. Tegneserierådet ønsker derfor en eller flere løsninger, der sikrer hele samlingen, i alt 200 hyldemeter. Forhandlingerne pågår og andre muligheder drøftes konstant. Louise C. Larsen træder ud af bestyrelsens daglige arbejde for at koncentrere sig om processen, og alle er meget velkomne til gennem Rådet at kontakte hende med spørgsmål og idéer.

Copenhagen Comics
Mads Bluhm, bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd og formand for Copenhagen Comics: Festivalen har skiftet navn fra Komiks.dk. Vi håber hermed at kunne skabe et stærkere brand. Vi har indgået samarbejdsaftale med Dansk Tegneserieråd og håber på sigt at kunne drive et fælles sekretariat med Rådet. Vi har nedsat en fundraisinggruppe sammen med Rådet. Sekretariatet skal på længere sigt indbefatte en eller halvanden fuldtidsansættelse. Finland er nået langt med institutionliseringen, men har også arbejdet målrettet i over ti år. Vi kan lære en del af deres model.

Arrangementer
Marianne Eskebæk, bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd: Tegneseriebeats, som startede på Vega, er siden afholdt flere gange i Århus, København og på Roskildefestivalen, som vi besøger igen i år. Konceptet har inspireret til arrangementet Forskningsstreger, formidling af medicinsk forskning via livetegning, som blev afholdt i samarbejde med Medicinsk Museion. Vi har en ambition om at afholde flere arrangementer fremover, og ideer modtages gerne.

Foruden museum, uddannelse og arrangementer som har til formål at synliggøre tegneserien, er undervisning et af rådets indsatsområder. Eskebæk Larsen har arrangeret et seminar om tegneserier ved Center for børnelitteratur henvendt til undervisere, bibliotekarer m.m. Desuden kommer der snart et temanummer om tegneserier i et didaktisk perspektiv i tidsskriftet Unge Pædagoger. Det er Eskebæk Larsens opfattelse, at tegneserier og/eller billedfortællinger efterhånden har større lydhørhed blandt undervisere, formidlere og forlag, bl.a. som følge af fremkomsten af såkaldte graphic novels og den generelle medieudvikling.

Undervisningsarbejdsgruppen har indsamlet materiale til det punkt på hjemmesiden, der hedder ‘undervisning’. Det består af litteraturliste og linksamling til inspiration til planlægning af undervisningsforløb for såvel analyse som produktion af tegneserier. Universitetsopgaver som studerende har skrevet om tegneserier vil blive lagt ud. Endvidere arbejder vi på at få undervisningssites og kulturinstitutioner til at linke til hjemmesiden. Har man idéer eller spørgsmål relateret til undervisning i og med tegneserier, er man meget velkommen til at kontakte Eskebæk Larsen.

Medlemmer i salen


Forskning
Rikke Cortsen, Ph.D.-studerende. Københavns Universitet og revisorsuppleant i Dansk Tegneserieråd: Ansporet af Dansk Tegneserieråds og Institut for Kunst- og Kulturvidenskabs akademiske konference på KU i 2010 har et netværk af nordiske tegneserieforskere har fået en dansk fondsbevilling til etablering af et nordisk tegneserieforskningsnetværk. Netværket, Nordic Network for Comics Research (NNCORE) har base på Syddansk Universitet, v. lektor Anne Magnussen. Vi vil forsøge at styrke forskningen af specifikt nordiske tegneserier. Alle aktiviteter i netværket skal afsluttes med en stor forskningskonference i 2013 i Helsinki. Netværket har en hjemmeside: www.sdu.dk/nncore

Hjemmesiden
Webdsigner Jakob Fruensgaard fremlægger vores nye design. Vi har forsøgt at skabe en mere indbydende hjemmeside med et mere brugervenligt design.

Hvidbog
Henning Visti har været hovedkraft bag indsamlingen af information til hvidbogen Tegneserier i Danmark igen i år. Men vi har også været afhængige af et netværk (tak til dem!), der hjalp med indsamling af data fra aviserne. Vi har i år suppleret bogen med en kort brancheanalyse.

Regnskab
Kasserer Paw Mathiasen fremlægger regnskab og budget. Begge dele godkendes/vedtages uden indvendinger.

Indkomne forslag
Carsten Søndergaard, bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd: Der har været utilfredshed med Dansk Tegneserieråds kommunikation med omverdenen. Vi vil gerne have input fra medlemmerne til, hvordan vi gør det bedre. Vi skal dog bemærke, at ikke alt arbejde kan holdes i fuldstændig åbenhed grundet politisk følsomhed.
Mads Bluhm: Man kunne arbejde på at aktivere medlemmerne noget mere.
Dong Trieu (fra salen): Flere nyhedsbreve, tak!
Kommentar fra salen: Man kunne på hjemmesiden lave nogle statusopdateringer.
Jørgen Bitsch (fra salen): Manglende information skaber konspirationsteorier!

Fastsættelse af kontingent
200 kr. for private
1000 kr. for institutioner
– Så ingen ændringer!

Valg til bestyrelsen
Louise C. Larsen og Johan F. Krarup træder ud af bestyrelsen med specifikt henblik på at styrke individuelle arbejdsgrupper. Louise koncenterer sig om arbejdet med museumsområdet, mens Johan indgår i Copenhagen Comics’ fundraisinggruppe.
Carsten Søndergaard og Mads Bluhm genopstiller som bestyrelsesmedlemmer.
Thomas Thorhauge genopstiller som bestyrelsesformand.
Øvrige bestyrelsesmedlemmer er ikke på valg i år.

Valg af formand:
Ingen modkandidater til Thomas Thorhauge. Han genvælges.

Valg af bestyrelsesmedlemmer:
Carsten Søndergaard og Mads Bluhm genvælges og to nye kandidater, Ida Dybdahl og Stine Spedtsberg vælges, ind i bestyrelsen uden modkandidater.

Valg af revisor:
Anders Hjort Jørgensen genvælges som revisor og Rikke Cortsen som revisorsuppleant.

Spørgsmål fra salen
Do Dong Trieu: Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg gerne vil hjælpe med noget, og hvem står for hvilke arbejdsgrupper?
Marianne Eskebæk Larsen svarer: Vi skal have udbygget bestyrelsens info på hjemmesiden, så man ved, hvem der står for hvad. Indtil videre: Send email til vores kontaktmail på hjemmesiden: info@dansktegneserieraad.dk
Mads Bluhm: I bestyrelsen bør vi i det kommende arbejdsår synliggøre vores arbejdsgrupper. Vi kunne f.eks. holde et hvervemøde til arbejdsgrupperne.

Jørgen Bitsch: Oplever I uenigheder i bestyrelsen om, hvordan tegneserien skal fremmes i Danmark, og hvad der er godt for tegneserien i Danmark?
Carsten Søndergaard: Vi har talt om at lave en mere præcis formulering af, hvad Dansk Tegneserieråd skal beskæftige sig med og hvad Rådet ikke skal beskæftige sig med.
Mads Bluhm: Vi har uenigheder hele tiden, men overordnet er der nok en fælles konsensus.

Spørgsmål fra salen: Hvem er tegneseriepolitiet? Og hvordan kan vi have et tegneserieråd, der ikke kan definere, hvad tegneserier er? En kort diskussion om definitionen af tegneserier følger. Holdningen er, at grænserne er flydende og at en fastlåst definition måske snarere vil skræmme folk væk end at generere flere medlemmer.

Og så er der uddeling af hvidbog til medlemmerne. Samt øl/vand/kaffe og gratis tegneserier til de fremmødte fra forlagene Politisk Revy og Cobolt.

Tak for i aften!

2011 i tal

I går afholdt Dansk Tegneserieråd generalforsamling, og ligesom sidste år udkom i den forbindelse Tegneserier i Danmark, en hvidbog, som beskriver tegneserieåret 2011 – herunder udgivelser af danske og udenlandske skabere, hæfter i kioskdistribution, dagbladsstriber samt støtte og priser til tegneserier.

Eftersom det er andet år, at hvidbogen produceres, kan man nu sammenligne 2011 med 2010. Kigger vi på tegneserieudgivelser, er det første, der springer i øjnene, at der i 2011 udkom markant færre end året før: henholdsvis 189 og 250, en nedgang på 24 danske og 37 udenlandske. Når det samlede antal udgivelser er så relativt lavt, vil der uvægerligt være udsving fra år til år, men en nedgang på 24% er ikke desto mindre mærkbar. Blandt forklaringerne er nok, at der i 2010 var Komiks.dk-festival, hvilket oftest afstedkommer en bølge af særligt danske titler – og det var der ikke i 2011. Nedgangen i udenlandske titler skyldes særligt færre mangaer, og at People’s Press Jr. ikke udgav nogen oversatte tegneserier i 2011, mod 21 året før.

Til gengæld var der flere forlag end i 2010, som udgav tegneserier. 28 forlag udgav danske tegneserier (21 året før), og 21 oversatte tegneserier (16 året før). I alt 40 forlag udgiver danske og/eller udenlandske tegneserier – et imponerende antal. Dog dominerer en håndfuld forlag på markedet for oversatte serier: 72% af titlerne udgives af Cobolt, Egmont, Carlsen, Faraos Cigarer eller Zoom.

Tilsvarende markant er stigningen af danske kvindelige tegneserietegnere (som man også så afspejlet i de nominerede til Pingpriserne). I 2011 var 21% begået af kvinder, hvor tallet i 2010 var 6%. Der er endnu langt til ligestilling, men tendensen er klar!

Der er flere detaljer at hente i Tegneserier i Danmark. Statusrapport 2011, som koster 80 kr (henvendelse til forlaget Fahrenheit) og udsendes gratis til medlemmer af Dansk Tegneserieråd. Rapporten kan også læses for oven.

Danske Tegneserieskabere inviterer til festival i Saint Malo

Fra Quai des bulles-plakaten 2010


Foreningen Danske Tegneserieskabere inviterer nu danske tegneserieskabere til tegneseriefestivalen Quai Des Bulles i den nordfranske by Saint Malo.

Foreningen arrangerer en sørlig stand på festivalen og uddeler ti gange kr. 4.500 til folk, der vil med. For at komme i betragtning skal man downloade en ansøgning her, udfylde den og sende den sammen med nogle prøver på ens arbejder til foreningen. Et udvalg bestående af serieskaber Thierry Capezzone og Forlaget Faraos’ Christoffer Ouzman vil stå for at udvælge deltagerne.

Ansøgningsfristen er 16. april, og tovholderne lover svar omkring 1. maj.

Dansk Tegneserieråd indkalder til generalforsamling 27 marts

Fra året der gik med Dansk Tegneserieråd: Pingprisen 2012

Dansk Tegneserieråd afholder sin årlige generalforsamling tirsdag den 27. marts kl. 19 i forlaget Rosinantes kantine, Kultorvet 11, 1. København K

Dagsorden:

Årsberetning
v. formand Thomas Thorhauge, suppleret af andre
- Om Dansk Tegneserieråds formål
- Uddannelse
- Pingprisen og den kulturministerielle pris
- Museum
- Copenhagen Comics og planer for sekretariat
- Arrangementer
- Hvidbog
- Tegneserieforskning
- Hjemmesiden

Regnskab
v. kasserer Paw Mathiasen

Indkomne forslag
v. bestyrelsesmedlem Carsten Søndergaard
- Kommunikation mellem bestyrelse og medlemmer. Aktivering og varetagelse
af arbejdsgrupper

Fastsættelse af kontingent
v. kasserer Paw Mathiasen

Valg af bestyrelsesmedlemmer

Valg af revisor

Spørgsmål fra salen

Der vil på generalforsamlingen være mulighed for at melde sig ind eller forny sit medlemskab i Dansk Tegneserieråd og dermed bl.a. have stemmeret.

Skriv endelig til os på info@dansktegneserieraad hvis du har tilføjelser til dagsordenen, kommentarer eller forslag.